I dag er Esben begyndt at arbejde igen, mens vi tager en slapper på hotelværelset med mail og dagbogsskrivning. Vi har forsøgt at finde postkort, men de er meget falmede og kedelige - plus Esben siger, at der ikke kommer noget frem til Danmark fra Hohhot (ligesom Postdanmark måske ville have svært ved at tyde et postkort skrevet på kinesisk). Så vi annullerer hermed postkort-garantien.

Det var spaendende at vaere i den lille by, hvor Esben arbejder. Det er en by ude i Inner Mongolia, som kun er ca. 10 aar gammel. Foer det kinesiske mejeri Mengiu startede fabrikken der, var der slet ingenting.

Esbens danske kollegaer er meget flinke, og vi var ude og spise med dem hver aften. Vi var endda med til en rigtig fin middag sammen med hotel-manageren og salgs-manageren, som danskerne fik som kompensation for de problemer, der havde vaeret paa hotellet med internet, varme og stroem.

Vi moedte ogsaa et par af de kinesere, som de snakker mest med. Bl.a. Danfer, som jeg ogsaa fik lavet et lille interview med. Da vi spiste hotpot paa en af de lokale restauranter rog strommen tre gange, men saa blev der bare taendt et par stearinlys, indtil stroemmen kom igen. Very romantic! Ej, det var alt for varmt, naar airconditionen gik ud.

Den sidste aften var der desuden afskedsfest i en meget fin villa, fordi to af kollegaerne skulle rejse hjem. Tre af kollegaerne var blevet flyttet mere eller mindre frivilligt over i den fine villa pga. overbooking paa hotellet. Der var baade sauna og det storste fladskaermstv, vi nogensinde har set (men ogsaa plastik paa taeppet under sofabordet).

Temperaturen derude varierer meget fra ca. 40+ om sommeren til 40- om vinteren... Svaert at forestille sig, naar vi gik rundt og svedte i 34 graders varme og ikke kunne holde til at lave noget. De fleste dage sov vi laenge og spiste frokost i kantinen med hundredvis af andre kinesere - det var jo ogsaa en oplevelse i sig selv. Heine fik da ogsaa baade spillet lidt golf og bordtennis.

Det var jo meningen, at Karen skulle filme lidt til sin lille film om te og rent drikkevand i Kina. Grundlaeggende er det gaaet godt takket vaere Esbens kontakter, men der har ogsaa vaeret lidt problemer - mest tekniske.

Vi fik en rigtig fin officiel rundvisning med kameraet paa Arlas maelkepulverfabrik samt et spilderensningsanlaeg (senere fik vi en uofficiel rundvisning uden kamera af Esben, hvor vi havde hvide kitler og en blaa hat paa, ja vi saa meget smarte ud). Vi fik ogsaa et interview med Mr. Yang paa fabrikken, som talte fint engelsk, men lyden er desvaerre ret daarlig...

Den vaerste broeler var dog, da vi havde faaet fat i en lokal dame, som solgte frugt paa gaden og saa glemte at taende for baandet, dvs. batteriet koerte, men det gjorde baandet ikke. Noej, det var pinligt, da vi opdagede det og blev nodt til at starte forfra. Hun var heller ikke helt saa smilende, og man kunne se, at hun begyndte at kede sig, da hun skulle gentage de samme svar. Interviewet foregik ved hjaelp af tolk, en kinesisk pige `Lisa`, som Esbens kollega Torben havde udlaant til os - totalt fedt.